onsdag den 19. oktober 2016

Flere ferieminder - et stort orangeri i Longwood Gardens

Jeg har efterårsferie og burde være i haven og lægge forårsløg, men vejret er så tilpas kedeligt at jeg er blevet hængende indendøre og laver blogindlæg istedet.

Det bliver til endnu et minde fra vores sommerferie i USA - hvor solen skinnede fra en skyfri himmel og temperaturene var over 30 grader, imens det regnede hjemme i lille Danmark.

På vores vej fra byen Lancaster mod Annapolis stoppede vi i Longwood Gardens som ligger lidt uden for Philadelphia.

Longwood Gardens dækker et område på 4,38 km2 og består af et antal forskellige haveanlæg - bl.a. middelhavs have, formklippet have, italiensk inspirerede springvand, store staudebede som er tone i tone og ikke mindst det største orangeri jeg nogensinde har set.

Det var fantastisk at komme ind i orangeriet og gå ad sådan en havegang beplantet med eksotiske planter, det føltes næsten som var vi udendørs. Selvom jeg har været i flere orangerier i botaniske haver føltes stemningen her anderledes - her var en dejlig luft og ikke nær så tungt og fugtigt som det ellers ofte er i de glashuse. 

En lille flod inde midt i det ene hus 


En Sunken Garden hvor gulvet er dækket af et blankt vandspejl

Væggene på vejen til toiletterne er dækket af forskellige bregne- og filodendronarter

Imponerende og morsomt at studere det forskellige bladværk nærmere

- og endnu tættere på det fine lette løv.

Ude i nogle sidehuse blev dyrket forskellige spiselige frugt- og grønsager bl.a. meloner og ferskner og jeg overvejer om mine mit ferskentræ skal stå permanent i mit drivhus. En af årsagerne til at jeg ikke dyrker mine "sydfrugter" i drivhuset er at det er svært at styre skadedyrene, men det ville bare være lækkert med store saftige ferskner af egen høst.

Ude i gårdhaven imellem drivhusene er store bassiner med åkander af forskellige slags, især bliver jeg altid imponeret over de kæmpestore  Victoria Water lilies.

Jeg kan ikke se et åkandeblad uden at tænke på den lille Tommelise som bliver trukket afsted på et åkandeblad af en sommerfugl.

Der er også noget fascinerende over bonzaiplanter. Jeg har virkelig forsøgt at lave mine egne igennem årene, men desværre har jeg altid misset en vanding på et tidspunkt og de er gået til. Jeg må nøjes med at beundre når jeg støder på nogle og her i orangeriet var der også en lang gang med en del eksemplarer.







5 kommentarer:

  1. Det ser ud, som om det var en fin ferie, I var på. Man får også den fornemmelse, du beskriver, når man ser dine billeder af gangene i det kæmpestore orangeri.

    SvarSlet
  2. Spændende at følge med rundt her, tak for turen. Jeg havde frugter på mit nykøbte nektarintræ (købt i februar) i år, fine frugter - men desværre rådnede de alle. Det var i blomst, da jeg købte det, så jeg legede bi :)

    SvarSlet
  3. Imponerende orangeri! Spændende at se, tak for turen :-)

    SvarSlet
  4. Det var dog et pragtfuldt sted. Kan næsten fornemme at der er mere lys og luft end man normalt oplever i store væksthuse. Fantastiske plantevægge og den sunkne have med vandspejlet er utrolig smukt. Smart fundet på! Jeg bliver også altid dybt fascineret af kæmpeåkanderne. Jeg tænker altid på at man kan sætte en håndtaske på dem, uden de synker.... jeg har dog ikke turde prøve! ;o)
    Smart ide med at esplaliere ferskentræet, det kunne være rigtig flot i dit drivhus og du har jo styr på det med beskæringen. :o)

    SvarSlet
  5. Helt fantastiskt sted I har været. Eventyrligt! Overraskende at læse, at temperatur og luftfugtigheden var behagelig, for vejret egner sig langtfra altid til udendørs ophold på de kanter om sommeren. Så et drivhusophold ville næsten gøre mig skrækslagen.

    Efterårsferie! Heldige kartoffel. Det er hæsligt at lægge løg, men noget så vidunderligt at skue det hårde arbejdes frugter, når planterne titter frem i den nye sæson 😀

    SvarSlet

Tusind tak fordi du tager dig tid til at lægge en kommentar hos mig:o)

You might also like:

Related Posts with Thumbnails