fredag den 1. juli 2016

På havetur

I år var det sjette gang "Tourtøserne" var på havetur. Oprindeligt var vi fem havebloggere der uden at kende hinanden hoppede ind i en bil og besøgte andre havebloggere over en forlænget weekend.

Nette, Lene og jeg har forsat traditionen og tager på havetur en gang om året og flere gange er turen gået til Mors til Jytte og John og vi fem har kørt rundt sammen og haft så mange dejlige oplevelser sammen og det også i år.

Første stop efter sjælland var Fru Pedersens have som vi har set og læst så meget om. Nu skulle den opleves og heldigvis holdt Anette åben have "efter aftale" og sådan én havde vi lavet.

Fru Pedersen har en stor hyggelig landbohave med grønne områder og store tæppebede i plænen. Mange stemningsgivende opstillinger alle steder, små huse til hygge og ophold, drivhuse, køkkenhave, dyr, legehuse og alverdens ting at se på. Imponerende hvad Anette får fra hånden og så hyggeligt hun sørger for at der er overalt. 

Vi var så heldige at Anette viste os haven og fortalte om tilblivelsen af bede og huse, en skøn start på vores tur.

Dagen sluttede i dejligt selskab på Gullerup Strand Kro, hvor vi nød den middag som vi tre "kjøvenhavnere" havde glædet os til - Stjerneskud efterfulgt af citronfromage - uhmmmmm....

Det er to år siden vi sidst var i Flade og jeg glædede mig til gensynet med Tante Grøns have. Det er den skønneste Cottagehave jeg nogensinde har set. Der er så meget at se på - forskellige planter og deres sammensætning.

Årets darling er helt sikkert den lyserøde (sterile) gederams (Epilobium angustifilium 'Stahl Rose', 

- der er også mange andre skønne skønne planter i Tante Grøns Have.

Så gik turen til Aalborg, hvor der var åben have hos Ege. Jeg synes, at jeg husker Ege og Bernd's have fra nogle tvudsendelser og jeg har virkelig drømt om at opleve den. Det var så perfekt, at vi kunne komme på tur i denne weekend.

Sikke en oplevelse - her er noget for øjet over alt og når man som jeg både er planteglad OG glad for udsøgte ting der er sat smukt og finurligt sammen - så er dette nærmest himmerige.

Undskyld Ege - det er jo ikke "bare ting" - det er fantastiske samlinger og det er tydeligt at der er samlet igennem mange år og det er også tydeligt at her er kælet for haven igennem mange år.


Her er et hjem og en have som er elsket Her bor en plantesamler som nyder at gå med en lille nørdesaks og klippepillenusse. Drivhusene i haven er en historie for sig - vildt flotte med en orden uden lige. Ingen visne blade og blomster, alle planter i hver deres lerpotte, tilpas tørre og tilpas fugtige og selvfølgelig med navneskilte.


Kreativitet for fuld udblæsning

Jeg blev blæst fuldstændig bagover af betagelse af de limegrønne planter op ad den okkerfarvede mur


Ja jeg er begejstret og inspireret - tusind tak for det, Ege.

Fra Eges have tog vi videre til Idehaven som også holdt åben have. Jeg har fulgt bloggen Idehaven i nogle år og vidste at Helga Hald som ejer den har planteskole i haven og opformeret specielle planter igennem årene.

Forleden skrev Helga på bloggen at hun var på vej videre i livet og det gik jo også op for os på touren at Idehaven var til salg og det var planterne også. Der var et eldorado af sjældne og lækre planter så overvældende at jeg fuldstændig glemte at tage billeder.

Jeg gik i må-have-mode. Gik frem og tilbage og studerede og vurderede planter og sager. Det var jeg nu ikke den eneste der gjorde.

De limefarvede planter hos Ege havde sat så dybe spor at jeg kun købte planter med limefarvet løv hos Helga. Spørger du mig om hvilke, så kommer jeg lidt til kort, for jeg ved kun at det var en Astilbe, en tvetand, en mjødurt og vidst nok en skærmplante - her tror jeg at Helga lokkede. Jeg ved dog positivt at jeg fik en Patrinia Scabiosifolia, som jeg har ønsket i flere år.

Billederne til højre i collagen er mine køb fra Idehaven som de pt. står her hjemme hos mig.

Dagen sluttede hos Margrethe som har bygget det smukkeste orangeri siden vi var der for to år siden. Selvfølgelig skulle vi se haven også og den var så smuk og frodig og med et væld af roser på rosenbuerne, men regnen sendte os lidt hurtigt ind  i det skønne skønne orangeri.

Aftenen sluttede med hygge i Margrethes super skønne orangeri, det kunne ikke være en bedre afslutning på en oplevelsesrig dag.

Søndag var vi inviteret til åben have hos Claus Dalby og efter at have kørt igennem et gråt landskab delte skyerne sig og solen kom frem imens vi ventede uden for lågen. Det er så spændende at se Claus Dalbys have - hvad han har fundet på at sætte sammen og om der er noget jeg ikke kan leve uden. Jeg må indrømme at jeg gik mere op i at suge inspiration til mig end at fotografere.

Til "huskeblokken" kom billede af en særlig gulløvet (lime igen) rejnfan og en gul allium

Hvor mange forskellige indtryk kan man klare på tre dage?  Mange!

Fra Riiskov på vejen over Fyn havde vi fået lov til at besøge Mette Krull som nogle muligvis kender fra bloggen Krullskrukker eller Instagram.

Mettes krukkehave er uovertruffen - se hvordan hendes Hosta bugner af frodighed. Der bliver ikke sparet på pasning og pleje og det lønner sig.  Der var mange spændende planter og alle var så dekorativt sat sammen. Jeg morede mig over at finde planter som i gamle dage var at finde i vindueskarmene, men siden blev umoderne.

I haven er der bygget et havehus med et fantastisk smukt rum og udendørs er haven delt i haverum af ligusterhække i halvcirkler omkring hhv. en terrasse og et rundt bed til køkkenhaven.

Terrassen ved huset var fyldt med smukke krukkeplanter med blomster og krydderurter. 

En veninde til Mette havde inviteret os til også at se hendes have og det blev sidste have på turen.

Karens have er hyggelig og fuld af stemningsgivere nogle steder helt scenografisk . Hyggelige siddepladser og det yndigste havehus med overdækket veranda og et skønt drivhus. En dejlig afslutning på en helt fantastisk weekend.

Og nu er det weekend igen og hvor jeg glæder mig til at nyde min egen have om det så regner eller solen skinner.

God weekend!
GemGem

13 kommentarer:

  1. Det var dog en skøn tur til de mest fantastiske haver. Jeg var også hos Tante Grøn fornylig sammen med Jette og en masse andre bloggere. Der faldt jeg også for gederams, og købte straks 3 hos Staudestedet. Jeg vil vældig gerne besøge Fru Pedersens Have og Eges Have. Du har ret, det limefarvede er fantastisk. Har selv købt japansk græs aureola i år, og håber den bliver stor og flot.

    SvarSlet
  2. Hej Lisbeth.Sikke da en skøn havetur i tøser havde.
    Den ene dejlige have efter hinanden.
    Og har jo selv besøgt både Fru Pedersen-Tante Grøn og CDs skønne have.
    Kan godt forstå at du faldt for alle de skønne limefarvede planter.
    De lyser så dejligt op i haven og giver en god kontrast ligesom de planter med mørke blade.
    Hvor må det bare være dejligt med sådan en tøsetur,hvor i bare er blevet inspireret og også fik gode ting med hjem.
    Rigtig god weekend Knus Jette

    SvarSlet
  3. Hej. Det var da en fantastisk tur I var på og hvor var det nogle skønne haver. Jeg har været i nogle af dem og var lige så begejstret som jer, blandt andet Fru Pedersens have, Eges have, Tante Grøns have og hos Claus Dalby. Jeg synes også man skal huske både at se haven med øjnene men også igennem kameraets linse, så man kan gemme de smukke motiver som en inspiration, men det kan være svært atgøre begge dele:) Jeg kan også godt forstå, at du faldt for de limefarvede planter og hvor var du heldig, at du fandt de fleste i Idehaven. Tak for de smukke billeder.

    SvarSlet
  4. Flotte bilder, høres ut som en spennende tur,
    ha en fortsatt fin helg, hilsen Ingeborg fra fruhaldshage.blogspot.com

    SvarSlet
  5. Hej Lisbeth
    1000 tak for de pæne ord om vores have og hvor er billederne fra alle haverne dog flotte! Vores have er jo meget privat og kun åben den ene gang om året, så det er altid et sats mht. hvad der er i blomst. Men dejligt, at du blev inspireret :-)
    Mange havehilsner
    Ege og Bernd

    SvarSlet
  6. Jeg tilslutter mig Ege - dine billeder er utroligt gode. Flot gået, at du både har kunnet tage billeder og forholde dig til haverne.

    SvarSlet
  7. Hold da op for en Tour-de-haver, der må være indtryk på nethinden de næste mange dage.
    Blev også helt vild med de limefarvede planter opad den okkerfarvede mur...det ser fantastisk smukt ud.
    Tak for inspirerende billeder.

    SvarSlet
  8. Wouw... for en intens gang sanseindtryk I har været igennem. Lutter fantastiske haver på hver sin måde og alligevel emmer de alle af den store havepassion. Der er ingen tvivl om at Eges have er kommet meget højt på haveønskehitlisten, håber det lader sig gøre engang. De limegrønne-gule planter er svære at stå for, jeg har lige "scoret" en limegrøn broget mjødurt hos fru Høneballe, er det også den du fik? Uha, det er en lækkerbidsken... ;o) Og som de andre allerede har sagt, meget flot komponeret fotocollager du har lavet.

    SvarSlet
  9. Fantastisk tur i har haft.
    Sikke mange skønne billeder du har lagt op.
    Får selv lyst til at se disse skønne haver.
    Har dog besøgt Tante Grøns have og Claus Dalbys have.
    Har også besøgt Fru Pedersens have to gange, Jul og sommertid.

    Især Eges have vil jeg gerne opleve.
    Der findes så mange smukke haver og hver have har jo noget at byde på.

    Tak fordi jeg fik lov at kigge med.

    Hilsen Bente.

    SvarSlet
  10. Hold fast, en tur I har været på, hvor var det dejligt at du lod os komme med på tur via dine dejlige billeder og fortællinger her. Der er så mange skønne haver rundt i landet og jeg mangler selv at besøge bl.a. fru Pedersens have - og Eges have kunne også fint komme på min ønskeliste.

    Tillykke med de nye planter - kan godt forstå at du lod dig friste.

    SvarSlet
  11. Sikke en masse i har set, flot flot. Du må sige til hvis i køre til Lolland en gang.

    SvarSlet
  12. I thoroughly enjoyed that tour Lisbeth. I have saved some of the photos as inspiration. Our new garden is off to a slow start. A gate has been built and some fencing purchased. The first thing is to keep the deer out!

    SvarSlet
  13. Hej Lisbeth.
    Hold dog op, en stor/lang tur i har været på.
    Tak fordi du delte dine oplevelser. Det ser ud til, at være nogle smukke og lækre haver hver og en.
    Knus
    Malene

    SvarSlet

Tusind tak fordi du tager dig tid til at lægge en kommentar hos mig:o)

You might also like:

Related Posts with Thumbnails