søndag den 17. april 2016

Haven lige nu og her

Det hvid-, gul-, grønne bed er smukt allerede fra det tidlige forår. Planterne her lyser op på en helt anden måde end de røde og violette farver.

Jeg er ved at lave lidt om i den del som ligger under magnolietræet og oppe ved vandkarret. Jeg skal have lagt en sti af marksten ind bag om magnolietræet (se den blå snor på billedet) og har plantet flere kugleformede buxbom på begge sider af den nye sti.  Jeg har også flyttet den lysegule gyvel op under min rynkeblad som blev noget uformelig af snefaldet i november. Nu må jeg se om gyvelen klarer flytningen.

I bedet står påskeklokkerne stadig flot og hundetand (Erytronium pagoda) er også sprunget ud. Bag påskeklokkerne står flere hundetand, men de er ikke sprunget helt ud endnu.

Længere nede i haven i det blå bed begynder kærmindesøster (Brunnera 'Jack Frost') så småt at blomstre. Jeg kan på det varmeste anbefale 'Jack Frost' den blomstrer med sine yndige blå blomster langt ind i sommeren og de brogede blade er meget dekorative. Planten breder sig og er særdeles velegnet til deling.

Jeg har nogle få Hyacinter ude i haven - de er vældig fine, men jeg synes ikke at de store hyacinter fungerer så godt plantet i et bed. De vælter og roder rundt. Men jeg har alligevel ikke fået disse flotte hvide op og over i en krukke endnu, så nu nyder jeg dem indtil de ligger hen ad jorden og roder.

I toppen af yndlingsforårsplanter ligger Euphorbia som virkelig spreder forårsstemning med deres lime farver. Her er det Euphorbia amygdaloides 'Purpurea' som har mørke blade og er lime i udspring.  Den er helt fantastisk i et mørkt hjørne.

En anden Euphorbia som jeg lige nu glæder mig til er denne med det danske navn cypresvortemælk - en lille bandit som jeg har fået af Fru Friis og som jeg holder i en krukke så jeg kan styre den.

Og nu til en lille skøn forårsblomst som også villigt spreder sig og som begynder med et fint grågrønt løv. Lærkespore (Corydalis) har jeg fået af Bente som også engang havde en haveblog. 

Som I kan se sker der fremskridt i bedene selv om temperaturene svinger noget op og ned over en dag. 

I drivhuset dykker temperaturen hver nat så jeg tør stadig ikke sætte de forspirede planter derud. Jeg orker ikke at bære dem ud og ind fra drivhuset, så de står og strækker sig herinde. I værelset på 1. sal har jeg tændt for dagslyslampen hele dagen og småplanterne har det fint, men jeg håber at jeg snart kan sætte nogle af dem i drivhuset, så de kan få glæde af den gode luft derude.



I havestuen står mine Lathyrus og glæder sig til at komme ud i drivhuset, de skal vidst snart knibes.



11 kommentarer:

  1. Lidt fornyelse må der til, når stormen ødelægger buske og træer, du er godt i gang, det ser fint ud. din hundetand kom før min, jeg skal da love for, at den har en lang stængel. Jeg har da vist en vortemælk, som du ikke har, den har orange blomster, men er også en af dem, der breder sig, den er ellers flot med det mørke løv, som den du viser fra fru Friis.

    SvarSlet
  2. Det er så fint dit bed hvor den nye sti skal være... jeg kan godt li at man kan "gå en tur" rundt på stier i en have (hvis du forstår hvad jeg mener) Jack Frost er meget fin og særpræget

    SvarSlet
  3. You have certainly been busy. I like the euphorbia that you have in the container. Such pretty colour!
    Over here we are constantly pulling out broom. Though the bright yellow is very pretty, it is very invasive and kills the native oak trees. There are some sterile brooms on the market but they are hard to find.

    SvarSlet
  4. Hej. Jeg tror, det bliver rigtig fint med en sti i bedet. Det er nogle spændende planter, du viser billeder af. Ærteblomsterne ser fine ud, jeg tror godt, du kan knibe dem og du kan jo sætte det afknibede i en potte med jord, så bliver den til en ny plante, men det ved du måske allerede.

    SvarSlet
  5. Kære Lisbeth. Hvor er det skønne billeder du viser fra have, det bliver spændende, at se hvordan stien svinger sig i dit bed. Tak for blomstervitaminer :-) god arbejdslyst. Merete

    SvarSlet
  6. Hej Lisbeth.Hvor er det dejlige billeder du viser.Er helt vild med billedet med dit flotte vandkar og alle dine buskbom.
    Mine ærteblomster har jeg knebet flere gange..........men synes det er for koldt endnu at plante dem ud.
    Er da lidt misundelig på din Jack Frost allerede har vist sig.
    Men min kommer nok lidt senere.
    God ide med en lille sti ind i bedet.
    Godaften Knus Jette

    SvarSlet
  7. Pikstensstier har vi mange af - de er nærmest uundværlige, både når man arbejder i bedene, og når man går sin haverunde. Desuden bliver de brugt flittigt af både børnebørn og katte og, tror vi, af rådyr i vintertiden.

    SvarSlet
  8. Det ser dejligt ud - det ligner forår.
    Jeg vil dog lige klage over at mine planter ikke er så langt fremme som dine ;)

    SvarSlet
  9. Hvad er det flotte vandkar lavet af? Det passer rigtigt godt ind i dit bed.
    Jeg har prøvet at flytte gyvel et par gang - uden held...

    SvarSlet
  10. Hvor ser det godt ud! Skønt at foråret er over os. God søndag.

    SvarSlet
  11. Prins Nicolai er også min favorit, den er så sart og yndig. Hvor har du altså mange spændende planter. Det er et meget flot vandkar, er det ikke tungt at vende når det skal tømmes ? Jeg går jo i øjeblikket at drømmer om vand i haven så alle jeres smukke kar bliver husket.
    Dejlige forårsbilleder.
    Kh Linda

    SvarSlet

Tusind tak fordi du tager dig tid til at lægge en kommentar hos mig:o)

You might also like:

Related Posts with Thumbnails