søndag den 12. oktober 2014

Farver og frøstande

Jeg bliver i godt humør af at kikke på Clematis Tangutica 'Orange Peel' på denne årstid. Blomsterknopperne hænger som små  grønne lygter inden de knaldgule lukker sig op. Orange Peel får lov at overtage stativet af rionet og lukke fuldstændig af for rosen Ghislaine de Feligonde som er færdig med at blomstre for i år.

Clematis Tangutica 'Orange Peel'

Færdig er der efterhånden flere der er, men det betyder ikke nødvendigvis at de får saksen. Både storkonvaller, løvehale og purpursolhat får lov at stå med frøstande til næste forår, fordi jeg synes at det ser smukt ud og hvis haven skulle blive dækket af sne spærrer de af, så hundene ikke bare tramper ind i bedene.

Lige pt. er purpursolhattens frøstande dog ikke de smukkeste, som de står og ser halvrådne ud - det er derimod den høje kvæsurt og løvet på både sommerfuglebusk og salvie. I det hvide bed er hortensia 'Annabelle' helt brun, hvorimod en anden 'Annabelle' i det blå bed står med både cremefarvede og grønne ponponer (ses i næste collage). Begge planter står skyggefuldt og har blomstret lige længe så det er lidt pudsigt at der er så stor forskel på dem nu.

Nogle af planterne med mørkt løv ser også friske ud nu - det gælder blærespirea 'Diablo', sort slangeskæg og Euphorbia, hvorimod hjertetræet, sølvlys og vinget benved er klart på retur.

Det blev endnu en weekend, hvor det var muligt at sidde ude og lune sig i pavillonen ved det nye bed i baghaven. Her er der fuld knald på farverne i Sct. Hansurt, pileurt og de røde lampepudsergræsser.

Jeg har endnu ikke købt forårsløg og tror heller ikke det bliver til de store indkøb af det i år. Jeg vil dog meget gerne have flere Allium aflatunense i dette bed, så jeg håber at der stadig er nogle at få.

Rigtig god uge til jer derude.

9 kommentarer:

  1. Ja, lige nu er haven virkelig en stor sammenblanding af blomster, smukke blade - også dem i forfald - og frøstande i forskellige afskygninger. En overgangstid krydret med det smukkeste solskin. Og, så har den oven i købet varmet denne weekend :-)

    M.h.t. dine astersønsker i sidste indlæg, så ved jeg jo ikke nøjagtig hvad det er for en lyserød og lilla du tænker på, men vi har en i begge farver og du er altid velkommen til at få en "bid". Du kan jo altid kigge forbi og se om det er dem du tænker på ;-)

    Ha´en god uge
    Birgitte

    SvarSlet
  2. Det smukke forfald skal bare nydes og jeg lader også frøstandene stå af det hele. Storkonvallen plejer jo at få helt gule blade, meget dekorativt. Hvor er det et dejligt billede til slut med hunden i spejlbassinet og lampepudsergræsset :)

    SvarSlet
  3. Godaften Lisbeth.Ja !! det er en blandet landhandel i haven lige nu.Men synes da at du har mange dejlige planter i have.................og også stadig noget i blomst.
    Min blærespirea står også så flot stadigvæk......................og den røde lampepudsergræs har jeg også....................tror du den kan overvinter?
    Dejligt stadig at kunne sidde udenfor og nyde haven.Men jeg har travlt med at male soveværelse...............så godt at jeg næsten er færdig i haven.
    Har læst at Bilka har sat alle deres løg ned med 30%..............så det var måske noget?
    God aften Knus Jette

    SvarSlet
  4. Efterårshaven er bare skøn, fine billeder. Nu forstår jeg bedre, at Westien var blevet så beskidt på poterne, først vand så jord, det giver mudder :)
    Bortset fra det er det et smukt billede af dine græsser og Sct. urt.

    SvarSlet
  5. Åhja, din Clematis Tangutica 'Orange Peel' er fantastisk, Lisbeth! Selv om det er efterår, er din have meget smuk stadigvæk, og græsserne er flotte. Jeg fryder mig over hortensiaernes farveskift i min have.

    SvarSlet
  6. Sikke smukke billeder, du har taget! Clematis "Orange Peel" må jeg bare have fat i til min kommende gule have.

    SvarSlet
  7. Åh, ja, den clematis er skøn! Vi havde den da vi boede i Lyngby, og jeg elskede den. Og så er Vilmer altså maks nuttet :-)

    SvarSlet
  8. Der var en der netop viste denne smukke clematis på bloggen den anden dag og den er da bedårende og som jeg skrev til hende, den måtte jeg eje, så den flytter ind til mig næste år :-). Ellers mange skønne billeder af havens smukke forfald :-), kh Margit

    SvarSlet
  9. Åh Lisbeth - man kan da heller ikke andet end at blive i bragende godt humør af det smukke syn af gule klematis i oktober - så lækker ;0)

    Knus Dorthe

    SvarSlet

Tusind tak fordi du tager dig tid til at lægge en kommentar hos mig:o)

You might also like:

Related Posts with Thumbnails