søndag den 30. marts 2014

Rød, gul og blå

Nej, dette indlæg handler IKKE om min krop, selvom den godt kan føles gul og blå efter, at jeg igår igen-igen har flyttet rundt på flere af havens buske og stauder! Det handler om farverne i mit Anne Rolsted inspirerede bed i havens mest skyggefulde hjørne. Nogle af jer husker muligvis mine røde rhododendron som jeg endelig skilte mig af med sidste år? Det er her jeg laver dette bed.

Jeg har desværre endnu ikke set områdets udformning for mit indre øje - den plan vil bare ikke frem, men jeg ved helt bestemt hvilke buske der skal udgøre væggene og nogle af dem vil med tiden få lov at blive små træer. Jeg har også et klart overblik over stauderne i bunden og denne sommer vil vise om de kan klare sig i det sparsomme lys, fugtigheden og overfor sneglene.

Jeg begyndte på bedet sidste år, hvor jeg især var glad for den limefarvede blærespirea som lyste så dejligt fra det tidlige forår til sensommeren. 

Forleden dag fik jeg føjet endnu en busk til hjørnet. Jeg har ønsket den i mange år, men bare ikke prioriteret den. Endelig fik jeg en Cornus mas (kirsebær-kornel), som i fremtiden vil signalere forårets komme med sine gule blomster. Cornus mas kan blive en ret stor busk eller et lille træ, og jeg regner med at den skal blive et træ her hos mig.

En anden ny i bedet er en blå stikkende enebær, som jeg købte til julens krukker ved hoveddøren. Jeg håber at den med sit stikkeri vil holde de vilde katte lidt væk fra det hjørne og så er jeg vild med blå stedsegrønne. Måske skal den klippes lidt i form med tiden.

Lige nu er der ikke gang i så meget i bedet, men i collagen er krokus 'Blue Pearl', gul blærespirea, kirsebærkornel, stikkende ene og sommerfuglebusk, som er begyndt så småt at røre på sig.

Crocus 'Blue Pearl'

Over vinteren er jeg begyndt at skrive havens planter ind i et nyt program (Numbers). Det er et KÆMPE arbejde. Selvom jeg har skrevet havens bede op i andre programmer, så har jeg ikke vedligeholdt dem det sidste års-tid og ja, I kender det sikkert godt - der flyttes jo ustandselig, især på stauderne. Det er meningen at jeg får tilføjet et foto af hver - men lad os nu lige se.....

Og her er så nogle de stauder som jeg kan se frem til - jeg glæder mig til at vise jer mere hen over sommeren.

Apropos blå og gul (de svenske farver), vil jeg gøre opmærksom på den nye svenske portal  OdlingsTV, som er startet på initiativ af Jessica Lyon som fik en andenplads i det omdiskuterede, men efter min mening morsomme og underholdende haveprogram Trädgårdskampen. Jeg har endnu ikke set nogle af filmene, men jeg synes at det er superspændende med de forskelllige initiativer der popper op på nettet og ønsker dem al mulig held og lykke.

Og nu til noget helt andet, for jeg kan ikke lade være med at tage billeder med af mine balkan anemoner, som står ved haveskuret og stråler i det dejlige solskinsvejr. 




Oprindelig havde jeg udelukkende hvide og blå, men dem er det opstået de dejligste krydsninger af.

Og nu er det vidst på tide at komme ud i haven igen, ha en dejlig uge.

13 kommentarer:

  1. Dine Balkan enemoner er fortryllende smukke - ja, det er alle dine billeder - og hvor det spændende med dine haveplaner. Jeg måtte straks ud og kigge til min kirsebær-kornel, og det er lige før, bladene springer ud :)

    SvarSlet
  2. Hej Lisbeth.Du har da rigtig været flittig her i det dejlige vejr............lyder spændende med dit nye bed.Og dine vidunderlige anemoner er da slet ikke til at stå for.
    Spændende med din registrering af dine bede............har selv lavet en A4 side til hvert af mine bede,,,,,,,og det fungerer godt.
    Vil lige sige at jeg viser et billede af dig i mit nye indlæg.
    Også en rigtig dejlig uge til dig knus Jette

    SvarSlet
  3. Øjjjj - et stort arbejde med dit plantekartotek - sådan et har jeg ikke.... men jeg har den der gule der ovre - og de røde derhenne og nogen små blå nogen........ nej - det er ikke helt rigtigt, men jeg kan ALDRIG huske de latinske navne - og heller ikke sortsnavn..... men jeg håber at jeg ved hvad de allesammen hedder på dansk.... og så må jeg nøjes med det..... men man kan da godt drømme om lidt mere "styr" på navnene.

    SvarSlet
  4. Min mand presser på, for at jeg skal lave planer over vores bede; men jeg er bange for, at jeg ikke får dem holdt uptodate, og så er det store arbejde vel mere eller mindre spildt. Rammen omkring bedet er vel mere eller mindre på plads, og det er sikkert det mest uigenkaldelige. Stauder og løg og småbuske kan man heldigvis rokere rundt med.

    SvarSlet
  5. Hvor er dine anemoner smukke og billederne af dem med :) Jeg er lidt misundelig, du har lige købt en kirsebærkornel, som blomstrer. Jeg har en, som jeg købte for tre år siden, den har stort set ikke blomstret, det er da lidt træls :) Held og lykke med dit nye bed, det skal nok blive godt.

    SvarSlet
  6. Sikke nogle flotte anemoner. Så ved man, at det er forår. Dejligt at du har så mange forskellige anemoner.
    Ha' en dejlig aften

    SvarSlet
  7. Dejlige billeder af dine anemoner :-)
    Lige pludselig kommer billedet af dit nye bed vel op for dit indre blik. Jeg kan også nogle gange gå længe og rode med noget før billedet er der.
    Flot at du laver skemaer med dine planter :-) Så langt kommer jeg vist aldrig ;-)

    SvarSlet
  8. Skønne, skønne anemonebilleder :-)
    Og held og lykke med det nye bed. Det glæder jeg mig til at følge.
    Knus Signe

    SvarSlet
  9. Øøøøøøøøøøj, har du fået en CORNUS MAS din heldige kartoffelwoman? Det er een af mine yndlinge. Mit lille forkølede og forkrøblede eksemplar ryger altså snart i skammekrogen, og så må jeg få mig en ny med noget mere krudt i. Jeg kan jo ikke spilde hele min ungdom med at vente på, at den vokser sig stor nok, til at jeg kan plukke sådan en buket ind.

    Jeg glæder mig til at følge dit nye projekt, kære Lisbeth. Det er nogle vidunderlige fotos, du har taget. Især af "Blue Pearl" som er min nye yndlingskrokus. Lagde også en del af dem sidste år og var meget spændt på farven. Og den er virkelig lyseblå.

    Den limegule blærespirea er også en helt uundværlig ting.

    Sikke et kæmpearbejde med din planteliste. Gid man var sådan et systematisk og velorganiseret menneske.

    Knus og kærlige hilsner til dig

    SvarSlet
  10. Skønne aktiviteter i haven. Bedet bliver helt sikkert godt. Det er jo dig der er igang :-). Jeg måtte lige google kirsebær-kornel. Wauhhh, smukke blomster. God fornøjelse med både bed og fortegnelser. Så organiseret bliver jeg aldrig :-)

    /Birgitte

    SvarSlet
  11. Først ros for dit fine bloghoved - hvor er det yndefuldt!
    Der findes så mange flotte cornus'er så det kan være svært at vælge en. Den ser spændende ud din nye cornus.
    De smukke anemone kryds er da også helt vidunderlige.
    God fornøjelse med din planteliste - alene tanken - det får jeg aldrig gjort.

    SvarSlet
  12. Åh... det var dog den skønneste crocus - det er røget på must have listen til efteråret... og jeg ved lige, hvor den skal stå.
    Spændende at følge bedet - jeg er sikker på tankerne snart tager endelig form.
    Dbh.
    Mette - villa landly

    SvarSlet
  13. Det komme helt bestemt til at se godt ud dit nye bed Lisbeth for med din sans for farveholdning så kan det kun blive godt. Jeg falder da helt i svime over dit hav af skønne hvide balkan anemoner....oj oj oj :0)

    Knus og rigtig god weekend

    SvarSlet

Tusind tak fordi du tager dig tid til at lægge en kommentar hos mig:o)

You might also like:

Related Posts with Thumbnails