søndag den 23. juni 2013

Velkommen indenfor i haven

Velkommen indenfor i midsommerhaven. Det er ved at være lidt tid siden I har været med mig rundt i haven for at se den sådan lidt på afstand. Rosa Helenae 'Lykkefund' begynder at brede sig på portalen, det har jeg ventet på i tre år. Da den var længe om at komme opad i højden plantede jeg Arkitektens trøst (Fallopia Baldschuanica) på den modsatte side af portalen. Den er også først ved at få en ordentlig størrelse nu. 


Dronningebuskene har blomstret i snart tre uger og er ved at takke af. Når man nærmer sig summer det højt som var det en motorvej. Det er humlebierne som har travlt i denne tid. 


Travlhed er her også i staudebedene, hvor jeg har mange forskellige spir som de godt kan lide -  bl.a. Bistorta officinalis (Slangeurt), Verbascum (Kongelys), Digitalis (Fingerbøl), Salvia og Linaria (Torskemund). Spir og skærme er nok mine fortrukne i disse år og inden længe springer diverse skærmblomster ud.


Efterhånden blander de andre former sig også - diverse Geranium (Storkenæb), studenternelliker, Astrantia (Stjerneskærm) og ikke mindst roserne.


Det hvid-gul-grønne bed er særlig vellykket i år - indtil videre må jeg hellere sige, for I kender nok det med at der pludselig er højder eller mangel på samme der stikker i øjnene. Men mine omplaceringer og tilføjelser er lige i øjet i år, synes jeg.


- ja altså hvis man ser bort fra at her er røget nogle lyserøde digitalis ind i bedet ved en fejl.


En anden "smutter" har vist sig efter næsten 3 år. En pæon som blev købt som hvid blomstrer for første gang og det med rigtig fine kæmpestore lyserøde kvaster. Ikke desto mindre er bedene for det består  egentlig af 3 bede meget harmoniske og lige pt. nyder jeg især Rosen Aïcha, den superhøje Valeriana officinalis (Lægebaldrian), hvide Digitalis og de svævende lysegule knapper på Ranunculus Acris 'Citrinus'.


Nogle af pæonerne er allerede færdige, andre ligger hen ad jorden efter de kraftige regnbyger, men de gode gamle bonderoser uden navn står så fint med deres karminrøde blomster med smørgul midte.

Hvis du har lyst til at zoome lidt ind på bedene har jeg lavet nogle collager med lidt af alt det dejlige og  spørg bare, hvis du vil have navne.



Jeg slutter med den helt vidunderlige rose Arvensis splendens som jeg plantede i pergolaen sidste år. og ønsker jer alle en rigtig dejlig Sct. Hans aften.




20 kommentarer:

  1. Hvor er det dog smukt at se, Lisbeth - din have er helt vidunderlig nu, hvor det hele er sprunget ud. Det er så flot, som du har inddelt bedene i farvetemaer, og din pergola er underskøn.
    Ha' en dejlig sankthansaften!

    SvarSlet
  2. Ah, hvor er der dejligt i din midsommerhave. Ha' en dejlig aften

    SvarSlet
  3. Hej Lisbeth.Ja! nu forsøger jeg igen ....mit indlæg forsvandt.Men dejligt indlæg fra din skønne have.Jeg er vild med dit hvid/gule bed,da jeg jo selv anlagde et i efteråret.Det har mest været de gule farver der har været dominerende indtil nu.Men jeg ved der kommer en del hvide de næste måneder.Har også sat lime fv.solhat.Men kan se på dit bed at jeg vist skal have nogle digitalis og nogle spir.
    Er også vild med dit runde bed.....har jo set det på mit besøg sidste år.
    Og imponerende dronningebuske du viser.
    Rigtig god sankthansaften til dig knus Jette

    SvarSlet
  4. Tak for kigget rundt i din dejlige Skt. hans have. Et advarende ord om arkitektens trøst. Vores erfaring er, at når den virkelig er kommet i vækst, så sår den sig selv fuldstændig uhæmmet.

    SvarSlet
  5. Dejligt midsommerkig i din have, det er efterhånden ved at give effekt med alle de vertikale elementer. Jeg er sikker på pergolagen bliver et sæsonhøjdepunkt om 2-3 år. Måske lidt høje lavendler som fx. L x intermedia Gros bleu ville gøre sig godt i bunden med sine lange aks ud på stien. Du ved jeg har noget på lavendler...:-)
    God Sct Hans aften til dig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for forslaget om lavendler det kunne jeg sagtens finde på så jeg skriver navnet ind på huskelisten. Jeg holder også meget af lavendler, men de sidste år har mine været nogle små ranglede pister med mugne kviste - en eller anden svampesygdom.

      Slet
  6. Hej Lisbeth
    Skønne billeder fra din midsommer have, og hold da op den sidste rose er smuk og rigtig godt på vej opad, dejligt.. De to kæmper du har sat sammen skal nok fylde pladsen ud, jeg har haft begge , har dog kun rosen nu, trøsten døde pludseligt efter at have dækket taget på en pavillion i flere år.. Rosen måtte jeg flytte da den fyldt slt for meget og den har nu rn ret stor portal midt i haven.. De er godt nok meget flotte dine dronningebuske, min er først lige startet..
    Hilsen Hele

    SvarSlet
  7. Det ser superflot ud det hele hos dig, smukke roser og smukke bede. Jeg købte Helenae Lykkefund sidste år, den ser ikke ud af meget, så jeg skal have tålmodighed nogle år, kan jeg regne ud. Rådyrene har også forsynet sig af den, jeg skal nok ikke forvente blomster i år.
    Digitalis er ikke nemme at styre, så i år må du leve med en lyserød i det hvide bed :)

    SvarSlet
  8. Der ser skønt ud din have. Jeg elsker ogaå de dejlige spir fra digitalis, kongelys og alle de andre. Og det er dejligt med al den summen af bier.
    Jeg kan se at jeg mangler flere skærmblomster som kontrask til spirerne.
    Min dronningebusk er lille i forhold til dine 2 kæmper.

    SvarSlet
  9. Så ryddeligt og ordentligt du har det. Det ser skønt ud det hele.

    SvarSlet
  10. Sikke et skønt sommerblomstrende indlæg :-)
    Forstår godt du er tilfreds med dit gul-hvid-grønne bed. Det ser fint og tæt ud. Der er mange bladformer og farver, og en del der blomstrer :-)

    SvarSlet
  11. Åh, hvor skønt! Tak for turen, Lisbeth.

    SvarSlet
  12. Kære Lisbeth

    Jeg er ked af at skulle sige det, men dine udemærkede billeder viser ikke helt, hvor dejlig din have er lige nu. Jeg har ved selvsyn set den for få dage siden, og kan berette at jeres have virkelig ER smukkere, end den var sidste år. Og smukkere end dine billeder illustrerer.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Nette
      Jeg er virkelig glad fordi dine rosende ord om min have som den er i virkeligheden, jeg nyder den selv rigtig meget. Tusind tak.

      Slet
  13. Hej Lisbeth
    Hvad der det for en klokke ligende plante, som der er i collage øverst til venstre. På det billede til venstre for en Baldrian (tror jeg det er ) Jeg må da vist forbi dig ganske snart og se det med mine egne øjne :-)
    Knus Gro

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Gro, du er meget velkommen til at komme:-)
      Det er en primula som jeg såede sidste år, den hedder Primula Alpicola Alba og jeg købte den hos Plant world Seeds, den blomstrer ret sent og er virkelig yndig.
      Knus

      Slet
  14. Hvor har du dog en smuk have med mange skønne blomster.
    Hvad hedder blomsten nederst til højre på billedet oven over...hvor du har skrevet.

    Jeg slutter med den helt vidunderlige rose Arvensis ???

    Tak for kigget.
    Ha´ en god aften.

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak, du er altid velkommen:o) Det er en Akelejefrøstjerne, Talictrum Aquilegifolium.

      Slet
  15. How absolutely beautiful! I love the roses beginning to climb over the gate - well worth the wait!

    SvarSlet

Tusind tak fordi du tager dig tid til at lægge en kommentar hos mig:o)

You might also like:

Related Posts with Thumbnails