søndag den 29. januar 2012

Drømme, fristelser og at kende min begrænsning

Man kan nemt gå hen og blive sin egen værste fjende i denne tid, hvor vi er på den rigtige side af havesæsonen. Planer rumsterer rundt i mit hovede og drømmene tager for alvor fart når såsæsonen nærmer sig. Jeg forsøger at holde armene i ro af frygt for at komme til at bestille frø til alverdens træer, buske, stauder og sommerblomster for markedet bugner - der er simpelthen ikke den plante man ikke selv kan fremdrive, hvis man altså kan tilbyde den rette arbejdsinsats og de rette forhold og så ellers krydser fingre og tæer for et godt resultat.

Drømme på internettet (Overdam planteskole) og i biblioteksbøger

MEN jeg kender min begrænsning, siger jeg til mig selv for gennem årene har jeg prøvet at dyrke alverdens ting og sager og noget havde jeg held med andet ikke.... Drømmen om egen høst af asparges f.eks.: planterne blev købt og plantet efter alle kunstens regler, nu var det bare at vente 3 år før jeg måtte høste og jeg så i drømme, hvordan jeg i maj og juni gik ud i det dugvåde græs med kurv under armen og kniv i hånd for at stikke de skønneste grønne asparges - men selvom planterne var købt gennem haveselskabet (det skulle dengang i 80-erne borge for kvaliteten) så fik jeg næsten aldrig andet end nogle små tynde seje pistlinge og aldrig mere end 3-4 stykker ad gangen, så de røg ud af haven da den blev lagt om.
Foto fundet på nettet

Næ, jeg behøver ikke gå længere tilbage end til sidste år, hvor jeg før vinteren havde sået adskillige stauder ude på stedet og der ikke dukkede en eneste op - dette er mit mantra nu. Og når jeg tvivler og igen bladrer i frøkatalogerne og er lige ved at sende en ordre, går jeg ud og åbner skuffen med ALLE de frø som jeg selv har høstet og som jeg har byttet mig til - jeg har mere end rigeligt at fylde vindueskarmene med.

I år drømmer jeg om flere græsser (hvide og røde) og her er jeg i 7 sind om jeg skal så dem selv eller om jeg skal købe nogle planter, men én ting er sikker - jeg skal besøge Overdam planteskole og kikke på udvalget og jeg vil rigtig gerne høre jeres erfaringer, er der nogle specifikke I vil anbefale?

Blå græsser købt sidste år

Jeg drømmer også om flere træer og det skal være træer som ikke bliver alt for overvældende som:

et par blodblomme 

og en Sorbus Vilmorinii.

- træer som ikke skal beskæres en hulens masse for jeg bliver ikke yngre og jeg ønsker ikke at træet tager overmagten som. f.eks. den Ask som står i skellet mellem min og to nabohaver. Dette træ lod jeg stå da jeg plantede ligusterhækken for mange år siden, men se hvordan kronen breder sig ud over mange meter og hvordan grenene hænger langt ned mod jorden og trykker mine planter. Jeg nænner næsten ikke at fælde det, orker ikke besværet og oprydningen, men det tager så meget vand fra mine roser og buske.




Indimellem drømmene ser jeg en lille film eller to af serien How To Be A Gardener med Alan Titchmarsh 
på You Tube - der er 40 afsnit a 10-15 min. og det afsnit jeg har linket til er del 2 om Cottage Gardens - jeg kan simpelthen ikke stå for Alan Titchmarshs glade stemme da han kommer ud med de lupinplanter som han selv har sået, han taler om de små planter som var det små børn.

Hvis du ikke allerede har set det så rigtig god fornøjelse.

21 kommentarer:

  1. Hej Lisbeth
    Ja hvem nikker ikke genkendende til det, du skriver her. Vi må kende vores begrænsning, og lige netop nu længes vi bare efter igen at få hænderne i jord og grønne planter, og så kan alt lade sig gøre, tror vi.
    Jeg har også sået stauder udendørs og indendørs, hvad kommer der op? Ikke noget som helst. Men jeg nød det da, så længe det varede og kigger dagligt efter, om der da ikke kommer en lille spire op.
    Jeg er sikker på, at med hensyn til græsserne, så er sagen afgjort, så snart du besøger Overdam Planteskole. Det er nu en gang det nemmeste, og vi bliver jo ikke yngre :o)som du skriver.
    Held og lykke med besøget.

    SvarSlet
  2. Imagine my delight as I opened the computer to enjoy my first cup of tea, at finding that you'd posted. Your comment about opening the drawer to view all the seed packets, as a reminder not to order a lot of (possibly) unsuitable seeds and plants, was so appropriate for many of us!
    Thank you for the recommendation of the cottage gardening pieces. I will be working on the mainland all week, and will some dull evenings to fill. What a lovely way this will be to pass the time!

    SvarSlet
  3. Det lyder lidt som mine tanker om emnet :O)
    I år er der nyt tiltag hos mig; dyrke mere af det der kan spises!

    SvarSlet
  4. BBC er fantastisk til at lave programmer, og det var meget spændende at se dit link med Alan Titchmarsh!
    Træet med de lyslilla bær herover (Sorbus Vilmorinii) er vel nok smukt. Jeg genkender dine havedrømme 100 procent, men har måttet lære min begrænsning at kende. Vi trænger vist til forår og til at få gang i frø og potter :-)

    SvarSlet
  5. Ja lige i denne tid er alt grønt fristende. Og man længes efter at komme til at rode i jorden. Jeg prøver også på at styre mig. Men hold op det er svært. Nogle ting har jeg dog sået bl.a. Hosta, Akelejer, og Studenternelliker. Hostaérne klarer sig rigtig godt, men de andre er godt nok blevet "langbenet" (tror ikke der er lys nok her)
    Men ellers skal de fleste planter købes, for jeg har en hulens masse jord, der hurtigst muligt skal dækkes. Så jeg går konstant, og spekulerer på planter, og haveindretning. Det er så "slemt", at jeg også drømmer om det, og vågner fordi der lige er noget jeg skal have skrevet ned.
    Uha det forår må godt snart komme så jeg kan komme igang.
    Havehilsner fra Marianne.
    Ps. Skønne billeder.

    SvarSlet
  6. Jow-jow.. jeg ved såmænd også hvad du taler om, det gælder ikke kun frøsåning men generelt hele haveåret. Kend din begrænsning - for det skal også passes om to år fru friis!! Et mantra jeg nogle gange bliver nødt til at huske, selv om det lyder drønkedeligt i disse drømme-om-perfekte-haver-tider. Nå, men vi er jo ikke gået i stå af den grund, og drømmene lever i bedste velgående. :o)
    Hvad angår græsser så er min forholdsvis korte erfaring: Husk at spørge om den er vinterhårdfør, og ikke noget med vage svar at de kan tåle en smule frost el.lign!! Blot noget jeg lærte efter at have mistet rød lampepudsergræs, pampasgræs og en blå bjørnegræs. Gider ikke bruge penge eller tid på en græs der tror den er en sommerblomst ;o)
    Overdam vil jeg også gerne besøge engang, men der kommer iøvrigt også en lokal græs-dame på plantemarkedet i Kolding, hun kan altså også noget med græs.
    Fortsat god søndag fra fru friis

    SvarSlet
  7. Sorbus vilmorinii har jeg prøvet at så, og vi har stadigvæk to træer, så kast dig endelig ud i det.

    SvarSlet
  8. Begrænsningenskunst er en grumme svær en.....det er vi vist mange der kan skrive under på:0)

    Flere småtræer i haven er også et stort ønske her......både i min egen men så sandelig også hos naboerne, der desværre ikke bidrager med så meget der vokser opad og skaber rum og atmosfære.....det ville ellers være skønt :0)

    Græsserne kan jeg tydeligt se for mig - måske ved dit skønne spejlbassin....husker hvor smukt det så ud ved bassinet i LIFE-haven hvor vi havde en date sidste år.......utroligt smukt ;0) Selv er jeg grumme glad for min lampepudsergræs og vil gerne anbefale den......men har desværre ikke så meget anden erfaring at dele ud hvad græsserne angår.

    Tak for linket søde

    Knus Dorthe

    SvarSlet
  9. Tak for det fine link, jeg har nu set det afsnit du skriver om - men jeg skal helt sikkert også se de øvrige programmer. Skal have sået gulgrønne primula - aner ikke om det skal ske nu, men jeg prøver :D

    SvarSlet
  10. Åh, hvor fik jeg lige drømt mig hen til min drømmehave og sommeren :-)) Tak for linket. Jeg har en masse godt at hente her.

    Jeg burde også begrænse mig, men der er så meget jeg mangler at afprøve. Jeg er stadig meget novice-agtig på mange områder i mit haveliv, så jeg har endnu mange erfaringer der skal gøres først.

    Jeg er også begyndt at tænke i græsser, især efter besøg på Prærien hos Anne Stine Stauder.

    SvarSlet
  11. Å det var et topp tips:) jeg eeeelsker hage på tv, så dette skal jeg kose meg med i morgen, 15 min kan jeg da saktens sitte stille, hi hi:)Å trær er såå flotte, for noen siluetter. Jeg synes siluettene er så vakre på vinteren, og de gir så mye romfølelse. Men klart alle kan ikke bli like store, så måtte man bo i skogen:) Takker for hyggelig hilsen hos meg. Jeg er såå spent og gleder meg. Det er veldig hyggelig med så mange søte ord fra bloggevenner:) Jeg hr lyst til å ta inn litt mer fra de, for de har så mye lekkert. Men de tmeste er lagt opp til at man har butikk, ift hvor mange man må bestille og man må ha et lager og slikt.. og det har jeg jo enda ikke... Men kanskje jeg finner en vei, For det er ikke lysten som begrenser, hi, hi:) Men om jeg får det til, skal jeg gi lyd fra meg:) Ha en flott kveld, det er enda litt igjen:)

    SvarSlet
  12. Nej, hvor er ham Alan bare fantastisk. Det var lige hvad jeg trængte til. Tak for tippet :o)

    SvarSlet
  13. Begrænsningens kunst siger du. Må jeg være fri! Prøv at krybe ned i en have på 200 m2 UDEN drivhus, så kan du begynde at tale om begrænsning! *mumler surt*

    Hvor vil du forresten gøre at græstotterne? Hvad med at spørge den flinke Jørgen, som vi besøgte på Tour-de-Blog? Han ved garanteret en masse om græs, tror du ikke?

    Tusind tak for link til den gode Alan. Det fik smilet frem hos mig. Jeg kom lige til at se et par stykker i den fine serie. Suk. Jeg havde lovet mig selv ikke at tumle med grimme bakker i vindueskarmene i år. Med køkkenvinduet på klem, så der blev småkoldt. Bilka må da lave nogle færdige potteplanter lige som sidste år til stakler som mig, men så så jeg CDs fine frøpakker, og nu har jeg alligevel planer om både dit og dat. Hvad skal det ikke ende med?

    SvarSlet
  14. Ih hvor jeg kender det. Har også svært ved at styre mig, når det vælter ind med tips, frøkataloger og andet godt fra haven. Mon ikke vi er mange, der har lige så mange fiaskoer som succeser gemt i baglommen? Jeg har de lige som fru Friis også nævner, jeg forelsker mig, og glemmer totalt at spørge, om det kan leve på vores breddegrader! Det stunt har jeg lavet mange gange! Er en sand kunstner dér!
    Jeg har købt noget meget sødt zebra-græs, som til min fryd kommer igen og igen og er ved at bliver lidt større end den lille pjevs jeg købte for 4 år siden. Den kan jeg anbefale.

    SvarSlet
  15. Hej

    Det er en dejlig haveblog..Jeg er også utrolig glad for at se, at jeg ikke er den eneste, som mentalt planlægger og dyrker haven her midt i mørke januar...Jeg er sågar begyndt at forspire chilier og tomater i vindueskarmen..

    Hilsner Eva-Andrea fra madoghave.blogspot.com p.s. Jeg har også skrevet et indlæg om dette i dag..

    SvarSlet
  16. Du har så ret så ret. Jeg har været heldig at modtage frø her fra blog-land. det synes jeg er langt mere spændende end dem jeg køber (ja jeg fristes også..) Det at vide at de små planter jeg frembringer stammer fra en blo-vens have, det synes jeg rigtig godt om.

    Jeg er ikke helt kommet til det med græsser endnu, sværger stadig mest til blomster. Sådan er det nok at være nybegynder tror jeg.

    Fortsat god dag :-)

    Knus Anne-Mette

    SvarSlet
  17. :-D godt med en skuffe der er fyldt med godter :-) Jeg har ingen erfaring med græsser men jeg har bestilt en enårige hjertegræs og den glæder jeg mig til at prøve af :-)
    Knus Gro

    SvarSlet
  18. Hmmm... kender det kun alt for godt - det der med at købe ind og tro, at man mangler både det ene og det andet.

    Jeg kan ikke hjælpe dig med græsserne, for jeg har faktisk aldrig kunnet lide dem... Indtil nu - ha, ha. Er ved at blive omvendt og kan sagtens se "den indre skønhed", som flere er så begejstret for.

    Pudsigt, du nævner Alan Titchmarsh, for han var nærmest en guru for mig sidst i 90erne, hvor jeg fulgte 'Gardeners' World' på BBC. En guru, fordi han med begejstring og en venlighed forklarede og fortalte om alt i haven. Kan godt forstå, du godt kan lide at se ham på skærmen.

    Kh. marlene

    SvarSlet
  19. Hej Lisbeth. Sikken skøn blog du har. Skynder mig og melde mig under fanerne.

    Jeg er så små begyndt på græsser. Jeg er især vild med hjertegræs (der kan fås en aflægger her, hvis du lyster), så har vi i år købt rørhvene og pampas (fik dem til en rigtig god pris sidst på året), og en mere fra Bilka, som Claus Dalby anbefalede.

    Ellers køb/lån bogen GRÆSSER af Jens Thejsen, den er rigtig god.

    Og tusinde tak for linket, det skal rigtig ses efter.

    Mange hilsen
    Lise Lotte

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Lise Lotte. Rigtig hjertelig velkommen til. Jeg skynder mig straks at sige ja tak til en aflægger af hjertegræs, som jeg også synes er sød. Jeg har haft lånt bogen af Jens Thejsen og jeg må ned og låne den igen:O)

      Slet
  20. Kære Lisbeth,

    ja, begrænsningens kunst er noget af det alleraller sværeste som havetosse. Trods det, at jeg har en hel lille kasse med frø liggende, kan jeg altså ikke dy mig, for at sumpe videre i diverse frøkataloger og netshops.

    Hvert forår sværger jeg, at jeg aldrig mere vil komme til at forkøbe mig i frø, for det er ærligtalt lidt af et logistisk mareridt med alle de grimme frøbakker i samtlige vindueskarme. Og det er meget tidskrævended. Men jeg må vist se i øjnene, at jeg trods min fremskredne alder, ALDRIG bliver klogere på dette område. Jeg kan IKKE lade være!

    Måske man bare skulle nøjes med at så nogle karsefrø i al sin desperate længsel efter at se noget grønt og noget der spirer og gror....suuuuuk!

    Smukke vinterstemninger du viser.

    Tusind tak for linket til Alan T. Det vil jeg glæde mig til at se, når der bliver tid og ro til det. Er hægtet lidt af tidsmæssigt og energimæssigt p.g.a en influenza.

    Glæder mig meget til at se dig igen til forår/sommer, søde Lisbeth.

    Forfrosne men hjertevarme knus fra Klisterkanalen

    SvarSlet

Tusind tak fordi du tager dig tid til at lægge en kommentar hos mig:o)

You might also like:

Related Posts with Thumbnails