søndag den 23. oktober 2011

En tur på Assistens Kirkegård


Da jeg forleden morgen  havde et kort ærinde inde i byen (København) besluttede jeg at nyde formiddagen med en tur i Assistens kirkegård som ligger på Nørrebro. Det er ikke ret ofte jeg besøger Assistens kirkegård, men den betyder noget særligt for mig.



Assistens kirkegård har eksisteret i mere end 250 år – den blev oprettet i 1760 da man samlede en masse små indenbys assistance kirkegårde til én stor udenbys kirkegård.

Jeg har hele livet været fascineret af kirkegårdsanlæg og i 1985 søgte jeg job på Assistens kirkegård og blev ansat. Jeg var ansat i et år som en af den 15 "mand" store gartnerstab og lige så spændende, smuk og interessant Assistens kirkegård er lige så uspændende synes jeg det var at arbejde der. 

Det var i de år hvor fremtiden for Assistens blev lagt - man stoppede for nye begravelser i store dele af kirkegården, hvilket betød at en del gravsteder ikke kunne fornys til vedligeholdelse -  og efterhånden som almindelige folks gravsteder udløb blev de nedlagt, det kunne ske på følgende måder – enten blev graven fuldstændig usynliggjort, man såede græs, fjernede hæk og i nogle tilfælde stenen, eller man bevarede stenen/monumentet/jernstakittet og lod det stå i græsset - resultatet er blevet fantastisk smukt og jeg vil anbefale jer alle at lægge vejen forbi og opleve den stemning der hersker her.

Teksten på monumentet er udvisket

Tænk at få så fint et mindesmærke

Her er mange interessante planter på kirkegården heriblandt de karakteristiske og smukke Hængeask som står spredt over hele området og minder mig om en kold vinter, hvor jeg stod på stige og klippede dem i flere uger mens jeg frøs gudsjammerligt i tæer og fingre.

Hængeask


Smukke efterårsfarver

Det er ikke uden en vis ærefrygt man går rundt og kikker på grave og monumenter – her ligger almindelige mennesker sammen med personligheder inden for videnskab og kultur begravet, mennesker som har haft betydning for Danmark og danskere som f.eks. H.C. Andersen, Søren Kierkegaard, Niels Bohr, H.C. Ørsted,Peter von Scholten, Dan Turell, Hans Scherfig, Natasja Saad og mange mange flere.

Niels Bohrs gravsted 
Henry Heerups grav - farverig selvfølgelig

 Bag en gruppe store Taks ligger denne smukke skilpadde
under den hviler forfatter og maler Hans Scherfig helt anonymt

Øverst til højre Søren Kierkegaards familiegravsted

I store områder er der stadig stier og gravsteder bl.a. er der den katolske afdeling, med bl.a. mindesmærke for nonner og lærere ved Den franske skole som ved en fejltagelse blev bombet og dræbt i 1941 og der er gravene hvor franske soldater blev begravet efter de var døde af Den spanske syge kort efter de var befriet fra tyske fangelejre efter 1. Verdenskrig.

På årsdagen for den tyske kapitulation 11 nov. 1918 vejrer tricoloren ved dette monument

I et område i midten af kirkegården er der stadig folkekirkegård, hvilket betyder at der stadig foretages begravelser, men resten af området fungerer i dag som kulturcenter.

Assistens kirkegård har altid fungeret som åndehul for de omkringboende, her møder man studerende som nyder det gode vejr under eksamenslæsning, småbørnsforældre med barnevogn, udøvere af Tai Chi og Yoga, hundeluftere og unge og gamle. Indenfor de gule mure mærker man freden, men storbyens larm og liv fornemmes tydeligt.

Poppelalleen ligger i forlængelse af Jægersborggade og løber ned gennem kirkegården.

Mens jeg skriver dette indlæg slår det mig at jeg havde sidste arbejdsdag på Assistens kirkegård d. 23 oktober 1986, jeg stoppede 3 måneder før jeg fødte min ældste søn - hmmm.. er det ikke den 23 oktober idag?

Det glæder mig usigeligt at muren er fri for grafitti

18 kommentarer:

  1. What a beautiful place - and one that in all my visits to Copenhagen I never visited.
    Years ago we visited the graves of my husband's grandparents, and took photos of the tombstones. A few years ago we went back to the graveyard to learn that the stones had been removed and the graves were being reused - something that has become common in smaller cemeteries. We were very glad to have photographed the stones so long ago!

    SvarSlet
  2. Jeg kan godt lide at komme på kirkegårde, men denne her er da helt i særklasse.
    God søndag aften til dig.

    SvarSlet
  3. Jeg har ofte tænkt på at gøre et besøg dér - nu, vil jeg gøre alvor af det.

    SvarSlet
  4. Jeg ved ikke om det har noget med alder at gøre, men jeg nyder altså også at gå på kirkegårde. At storbyerne så kan præsterer nogle helt unikke er slagsen, gør da at man må ind forbi. Det er også fantastisk at kirkegårdene bruges som offentlige frirum, en herlig tanke.

    Jeg har aldrig været på Assistens kirkegården, men nu må jeg da kigge indenfor og når nu datteren bor på Nørrebro så er der jo slet ingen tvivl. Tak for tippet og tak for dine søde erindringer, jeg vil tænke på dine fingre når jeg går forbi hængeasken ;o)

    SvarSlet
  5. Tak for rundvisningen, Lisbeth, og den spændende fortælling om kirkegården.

    Jeg har også altid været draget af kirkegårde, men mon ikke det alligevel er meget almindeligt?

    Kh. Marlene

    SvarSlet
  6. Hvor var det spændende at læse, Lisbeth! Jeg har aldrig været på Assistens Kirkegård, og det er da en stor fejl. Men jeg har været med til at lave en radioudsendelse om kirkegården, hvor en guide fortalte om de kendte grave, og jeg kan huske historien om Giertrud Birgitte Bodenhoff, der som skindød blev begravet levende ... Min kusine er kirkegårdsgartner, graver og kirketjener (men ikke der), så jeg hører nogle historier :-)

    SvarSlet
  7. Tak for turen og de skønne billeder. Jeg er også kommet der meget, da jeg boede på Nørrebro - et grønt og frodigt åndehul med en helt unik stemning.

    SvarSlet
  8. Hej
    Jeg er ny læser på din blog :)
    Interessant indlæg og jeg kan også lide at komme på en kirkegård. Lyder meget flot og speciel - den er et besøg værd lyder det til :)
    Mange hilsener Karina
    (lindelyst)

    SvarSlet
  9. Det er den 23.10. i dag, så det er jo meget sjovt, at du lige laver indlægget den dag, uden først at have tænkt over det.
    Mit første og eneste bekendtskab med Assistenskirkegården stammer fra først i 70erne, for øvrigt også her i efterårsferien. Min første mand havde en gammel veninde/reservemor, som boede på Frederiksberg. Hun syntes selv, hun var en fin dame (enke efter en stationsforstander) og betragtede det som sin pligt at invi det lille guds ord fra landet (mig) i kulturen i Kbh. Vi var på Assistenskirkegården for at se bl.a. H.C. Andersens gravsted og vi var i Det kongelige Teater, jeg tror vi så Flagermusen, den var nogenlunde forståelig for lille mig. I M.M.´s selskab følte jeg mig som en lille gråspurv. Jeg var først i 20erne og meget genert. Satte hænder op for munden, når jeg talte, det var ikke dannet :-)Det fik jeg at vide.
    Se nu kom der en historie mere oveni din :-)
    Tak for din historie, som vakte minder fra en svunden tid.

    SvarSlet
  10. Det er en af byens skønne oaser. Dejlige billeder der fanger stemningen :-)

    SvarSlet
  11. Skøn vandring du der tog os på Lisbeth.......er kørt forbi flere gange - og nu er det sikkert at næste gang gør jeg holdt :0)

    Var slet ikke klar over at den mur kunne være så gul og smuk........det har den bestemt ikke altid været :0)

    Knus Dorthe

    SvarSlet
  12. Jeg holder også meget af Kbh.s kirkegårde. Da jeg bor på Vesterbro er det naturligvis oftest Vestre Kirkegård jeg går tur i. Faktisk havde min mand og jeg vores første stævnemøde der :-). Det er der temmelig mange som synes er lige underligt nok, men for os var det meget naturligt. Historiske gravsteder og planter, så var vores fælles interesser ligesom slået fast :-)

    Tak for rundturen. Der var mange ting jeg ikke vidste og jeg vil da tænke på dig, næste gang jeg passerer hængeasken :-).I øvrigt sjovt, at du ubevidst skrev indlægget samme dag som du sluttede på Assistents kirkegård.

    Ha´en god mandag
    Birgitte

    SvarSlet
  13. Assistens Kirkegård var min barndoms have, boede så tilpas nær, at spadsereturen med min far ofte gik dertil. Han var meget interesseret i træer og buske, og lærte mig navnene på de vækster. Det var i 50erne og 60erne. I dag ser der anderledes ud, stadig smukt. Hvordan med metrobyggeriet, det har jeg ikke set følgerne af, kun læst om det.
    Mange hilsner Ingrid

    SvarSlet
  14. Tak for en smuk tur, har aldrig selv været der, men det skal jeg da vist få rådet bod på.
    Knus
    Annette

    SvarSlet
  15. Smukke billeder.
    Tak for rundvisningen.

    SvarSlet
  16. Kære fru Bagsværd:o)

    En lille oktoberhilsen fra Fru Bredballe:o)... hår hår...fnidr...fnidr, hvor var den bare dårlig og so last year. Sorry! Ku` ikke dy mig!!!

    Men hvorom alt er, så vil jeg gerne sige dig tusind tak for rundvisningen i den københavnske perle, som jeg aldrig har haft mulighed for at besøge. Jeg er en meget meget stor H.C. Andersen fan og har altid ønsket mig, at se hans gravsted. Men de gange jeg er kommet ind med 4-toget for at besøge Kjøwenhavnstrup har det altid været med andre udflugtsmål for øje.

    Hvor er det æstetisk og monumentalt storslået. Og FYYYY HA din grimme hængeask!!! Er det dig, der er skyld i søde Lisbeths finger-gigt den dag idag? Lur mig om det ikke er!!!

    Knus fra en anden fingergigtplaget,
    der håber du nyder din smukke have iklædt efterårets farvedragt ......altså havens farvedragt!!!:o)

    SvarSlet
  17. Har aldrig besøgt de københavnske kirkegårde , men burde nok gøre det engang ved lejlighed.
    Skønne billeder fra Assistens Kirkegård, får helt lyst til at se den :-)

    SvarSlet
  18. Kære alle,: jeg er glad hvis jeg kan inspirere jer til at tage en tur på Assistens.

    Kære Vivi: måske kan du arrangere en ekskursion til Københavnske kirkegårde sammen med dine kolleger for det er absolut en udflugt værd - se f.eks også billeder fra Bispebjerg Kirkegård her http://thegreengardengate.blogspot.com/2010/09/bispebjerg-cemetery-in-copenhagen.html

    Kære fru Bredballe - jo den holder og jeg morer mig, men jeg er vel også so-last-year generelt:D Du har ret i at mange klip med lille beskæresaks og kolde, våde fingre giver gigtfingre - især når skelettet bliver ældre, men vi to har så samme fordel som ældre tykke mænd med Podegra i storetåen - vi mærker når der er omslag i vejret, ha, ha!
    Jeg er ked af at jeg ikke nåede omkring HC's gravsted, så jeg kunne fotografere det til dig, men jeg havde kun betalt for at parkere 1 time, så pludselig måtte jeg ud - de er strikse de p-vagter, men jeg skal huske på dig og HC Andersen en anden gang. A-pro-pos har du set det nye Museum i Odense, det er simpelthen et besøg værd. - Knus

    SvarSlet

Tusind tak fordi du tager dig tid til at lægge en kommentar hos mig:o)

You might also like:

Related Posts with Thumbnails