Indimellem er der dage der virkelig minder om efterår og så, lige pludselig kikker solen frem og minder om at der stadig er dejlige sensommerstunder at nyde. I mit ene runde bed er roserne er igang med deres 2. blomstring og der er stadig farver på Phlox, Solhat og Veronica. Buddeleia blomstrer selvfølgelig også dejligt og sidst men ikke mindst Lathyrus.
Jeg elsker sensommerens morgenlys og duggen i græsset
I mit andet runde bed - skærehaven - hersker der total uorden, men det er lidt charmerende alligevel, synes jeg. Denne sommer med lang og kold maj og juni og efterfølgende hedebølge har ikke givet dette bed de bedste betingelser og jeg har besluttet at der skal plantes både roser og stauder her også og så skal der være plads til sommerblomsterne i begge bede.
Men her er ihvertfald noget at skære af og ikke mindst
solsikkerne. Når man sætter solsikker i vase er det vigtigt at vandet i vasen er så varmt som det kan blive fra vandhanen så holder en buket i en uge.
I denne weekend har jeg ordnet, pudset af, smidt ud, plantet om og plantet lidt nyt i krukkerne - og vejret var først så efterårsagtigt, at jeg måtte minde mig selv om at der er lang tid til der skal julepyntes - at det altså stadig er september og at der er masser af terrassetid tilbage til os i denne sæson.
Ha en rigtig dejlig uge!